Faste rutiner er det bedste i verden. De mindsker mit evige analysearbejde og giver mig ro i hovedet. Mange mennesker (uden autisme og ADHD) vil sikkert mene, at det med rutiner er frygtelig kedeligt og ensformigt. “Trenden” i samfundet er jo også, at man hele tiden skal være i bevægelse og ikke “gro fast”. Det gælder både i arbejdslivet og privatlivet og endda også i skolerne (selv i de små klasser). Der skal ske noget nyt hele tiden.... forandring er godt..... eller er det? Det kommer an på, hvem man er. For mig er det i hvert fald ikke godt!!

Da jeg i tidernes morgen blev screenet for autisme, kan jeg huske, at jeg havde topscore på “opmærksomhed i forhold til skift”. Det hænger sammen med forestillingsevnen (hvor jeg i øvrigt også havde topscore). Når man har begrænsninger i forestillingsevnen, er skift (ændringer), der kræver fleksibilitet, en meget stor udfordring. Derfor holder jeg så meget af, at tingene bliver gjort, som “de plejer”. Jo flere rutiner jo mindre stress, og jo flere ændringer jo mere stress.

Vi har derfor rigtig mange faste rutiner i vores familie og har haft det lige siden børnene var små. Det er meget nemmere for dem (og ikke mindst mig), så det bruger vi meget tid på at lave og indøve. Vi har masser af skemaer allevegne. Nogle af dem vil jeg lægge ind i Vidensbanken under punktet: "Annes værktøjskasse".

Når jeg tænker tilbage, kan jeg også huske, at jeg havde (lavede) rutiner, da jeg var barn. Livet var dog meget anderledes dengang og efter min mening mere simpelt. Jeg vidste, hvad jeg skulle og hvornår... og dengang var man ikke så bange for at “gro fast”. Der var en anden ro over tingene.

I forhold til mig selv laver jeg også mange rutiner, for eksempel med min træning - hvilke dage (og tidspunkter - og ruter), jeg løber, hvilke dage jeg styrketræner (efter nøje planlagte programmer), og hvilke dage (og tidspunkter, antal baner og i hvilken bane), jeg svømmer. Lidt rigidt, det ved jeg godt :-) Mine morgener er også altid helt ens - både rækkefølgen, jeg gør tingene i, men også hvad jeg spiser og drikker. Sådan er der jo mange, der har det. Jeg har bare hørt, at jeg er lidt ekstrem. Der, hvor jeg kan se en stor forskel i forhold til de neurotypiske, er, når rutinerne brydes. Jeg kan ikke “bare” lynhurtigt forholde mig til situationen og tilpasse mig. Nej, jeg går helt i stå og skal bruge tid og analysearbejde for at komme videre. Der skal “skabes en ny sti”, jeg kan gå på…..og det kan tage tid.

Min ADHD kan dog til tider forstyrre mine rutiner, fordi jeg så nemt bliver afledt…….Det er noget af “charmen” ved at have begge diagnoser. Min Asperger-del hungrer efter faste rammer og rutiner, og min ADHD-del gør mig let afledelig og impulsiv.

Hvis man slår impulsiv op i ordbogen, står der: “Person, der handler uovervejet, efter pludselig indskydelse.” Når man læser om impulsivitet i forbindelse med ADHD, er det ofte negativt beskrevet…….. “man har svært ved at vente på tur, har tendens til at afbryde andre, svarer på spørgsmål, inden de er gjort færdige, taler og handler uden at tænke over konsekvenserne….”

Ja, impulserne kan være negative - både for én selv og ens omgivelser. Mine impulser kommer stormende som lyn fra en klar himmel, og der kan komme rigtig mange i løbet af en dag. De kan give total tankemylder, og nogle gange har jeg det, som om mit hoved er ved at springe i luften…….der er simpelthen ikke plads til mere derinde. Det kan være meget anstrengende og udtrættende, og det kræver enorme mængder af energi at holde dem “nede” og fortsætte det, jeg er i gang med. Min mand beskriver det som en lavine og siger, at når først jeg få en idé (impuls), så kan den ikke bremses eller stoppes. Han kan ligeså godt lade være med at forsøge….og han har ret. Det er nogle meget stærke kræfter, man er op imod.

Som jeg ser det, er der to typer impulser. Dem, hvor man når at tænke og vurdere, og dem hvor man skrider direkte til handling uden en (bevidst) tanke. Jeg har nok flest af de sidstnævnte - dem der popper op og flyver rundt i hovedet hele tiden. Den første slags kan derimod sende mig direkte i “hyperfokus-mode”, hvor impulsen er så stærk og styrende, at den fylder det hele. Alt andet forsvinder og glemmes….

Impulsiv adfærd kan dog også være positiv og fantastisk. Livet er sjældent kedeligt. De “gode” ideer vælter frem og erstattes hele tiden af nye. Det går stærkt, og der sker noget hele tiden. Vi kan være meget intense og kreative og få ideer, andre aldrig ville få.

Min datter og jeg har for eksempel haft nogle helt fantastiske oplevelser sammen, som helt klart udspringer af vores impulsive hjerner. Vi er lige impulsive, og derfor er der altid fuld fart på, når først vi har fået en fiks idé. Det kan virkelig udvikle sig. En tur til England, som “bare” skulle være en aften til et charity arrangement, kan hurtigt udvikle sig til en “ shopping (både til mor og datter) - sightseeing (gående, med bus, tog og taxa) - koncert (der var totalt udsolgt, men hvor det lykkedes os at købe billetter lokalt af to forskellige personer, der boede i hver sin ende af byen) - Meet and Greet med en kendt person - spise på 4 forskellige restauranter på 2 dage - blive interviewet af BBC og en lokal radiostation - overrække doneret LEGO (som i øvrigt også blev skaffet p.g.a. en impulsiv handling) - tage til en anden by også og overnatte på 2 forskellig hoteller på 2 dage - tur.

Jeg har også lært, at det altid er en god idé at beholde prismærkerne på det, jeg har købt (impulsivt)….så det kan leveres tilbage. Det har jeg godt nok gjort mange gange. Man bliver klogere med alderen, så jeg gør det stadigvæk :-)

Én af de ting, jeg ikke synes, der har været så meget fokus på i Danmark, er de sansemæssige udfordringer, der kan være i forbindelse med både autisme og ADHD. Det er dog nok på vej til at ændre sig, nu hvor de er taget med i de nye kriterier for autisme i den amerikanske diagnosemanual (DSM V). Der er så meget at fortælle om sanserne. Jeg tror, jeg kunne skrive en hel bog om dem, men jeg vil i stedet henvise til de titler, jeg har lagt ind i Overlevelsesguidens Vidensbank.

I mit liv fylder det sansemæssige rigtig meget. Det gælder både i forhold til de traditionelle sanser (syn, høre, smage, lugte og følesans), men også i forhold til to andre sanser, jeg ikke rigtig kendte noget til, før jeg talte med en autismekonsulent om mine sanseudfordringer. De hedder Den proprioceptive sans(kropssans) og Vestibulærsansen (balancesans). Da hun fortalte om dem, var der pludselig en masse, der gav mening. Det er jo derfor, jeg hele tiden taber og vælter ting (det er altid noget af et “show”, når jeg tømmer opvaskemaskinen), og også derfor jeg støder ind i ting, snubler, har brug for at læne mig op af noget og støtte hovedet i hænderne, er bange for højder og for at falde, ikke kan have hovedet nedad eller bagover og bliver svimmel af at dreje rundt (selv 1/2 omgang). Jeg har for eksempel hørt, at andre ved/kan fornemme, hvor meget ting vejer. Det kan jeg ikke. Jeg skal derfor “tænke”, hver gang jeg løfter, flytter, åbner eller lukker noget……. og det sker rigtig mange gange i løbet af en dag. Nu forstår jeg bedre, hvorfor jeg altid har været så klodset. Det bliver selvfølgelig heller ikke bedre af min ADHD……det hele går lige lidt stærkt………

Hjemme hos os er vi tre, der er meget sansesensitive, især i forhold til lyd og lugt. Heldigvis laver min mand næsten al maden. Jeg får tit kvalme af lugten, især når noget steges, og så kan jeg ikke spise det. Ofte har jeg mest lyst til noget neutralt, f.eks. havregryn eller en grovbolle. Det er som om, at maden på en eller anden måde hurtigt bliver for meget (for overvældende). Mine børn har det lidt på samme måde - bare i en mildere grad. De er til gengæld mere følsomme i forhold til madens konsistens.

Når der skal gøres rent, støder vi også ind i nogle sanseproblematikker. Lyden fra støvsugeren, lugten fra rengøringsmidlerne og larmen fra opvaskemaskinen, der tømmes. Det er lidt skægt, men når jeg selv støvsuger o.s.v., generer larmen mig ikke, men hvis min mand gør det, er jeg lige ved at springe i luften. Nogle gange er mine sanser så overbelastet, at selv en lille lyd (som for eksempel et glas, der stilles på et bord eller endda bare en, der tygger) kan få mit nervesystem til at bryde helt sammen. Det er meget smertefuldt, og jeg misunder virkelig de mennesker, der kan frafiltrere lyde og lugte.

Det er meget vigtigt at være opmærksom på sine sanseudfordringer, så man kan tage nogle forholdsregler og beskytte sig selv. Jeg har f.eks altid ørepropper, høretelefoner, mobil med musik, solbriller, polo-pastiller og tyggegummi i tasken. Mit råd er derfor, at man får sammensat sit helt personlige “Sanse-Overlevelses-Kit”, som man kan have med sig overalt.

Ja, det burde jo være lige omvendt, men sådan er det ikke for mig. Tror det handler om, at min hjerne bliver stimuleret at dét, der enten er inden for mit "særinteresseområde" eller affødt af mine impulsive handlinger. I de situationer kommer jeg i et "flow" og kan klare næsten hvad som helst. Heroverfor er så en masse hverdagssituationer, hvor jeg har meget svært ved at overskue tingene.

Jeg kan for eksempel (som jeg også beskriver meget kort i præsentationen af mig selv) under en ferie i USA uden varsel kaste mig ud i et omfattende detektivarbejde sammen med min datter for at finde ud af, hvor en kendt popgruppe er “lige nu”, så hun kan møde dem. Alle de sociale medier bliver støvsuget fuldstændig, og vi finder bitte små bidder af information hist og pist på Instagram, Twitter, Facebook og Google. Vi får samlet hele “puslespillet", hiver storebror og far med i “jagten” gennem New Yorks gader, ind i Central Park (nu i let løb for at nå det), ud igen og hen til krydset på “skattekortet”….og 5 minutter efter kommer pigerne fra popgruppen gående lige imod os. Min datter får både kram, autografer og billeder med dem (som fotografen -aka mor - tager med sin mobil), mens drengene holder sig i behørig afstand og pludselig får øje på en Apple Store, de meget hellere vil over at se på...

Derimod er det en stor udfordring for mig at vælge, hvilket tøj jeg skal tage på, når jeg står op om morgenen - HVER MORGEN. Der er alt for mange faktorer, der spiller ind - alt for meget at tage stilling til. Hvad skal jeg i dag? Hvad havde jeg på i går? Hvordan er vejret? Hvad passer sammen? Er det behageligt nok? Er det smart nok - moderne nok? Ligner jeg de andre? Bliver det for varmt eller koldt? Passer fodtøjet til “outfittet”? Passer jakken? Bliver det regnvejr? Hvor er jeg glad for, jeg ikke bruger makeup eller går med smykker, for så ville der være endnu flere valg at træffe… Hvis jeg kun skulle tage hensyn til mig selv og slet ikke tænke på mine omgivelser, så ville jeg gå i det samme tøj hver dag eller rettere sagt samme slags tøj. Syv T-shirts, én til hver dag, og det samme med bukser og trøjer. Hmmmm, det er måske derfor, jeg i tidernes morgen valgte at søge ind til politiet. Der kunne jeg jo have samme tøj på hver dag!!!

Nu nævner jeg bare ét eksempel. Et andet kunne være alle de huslige opgaver, der nu engang er. Nogle dage kan jeg sagtens stå op, spise morgenmad, få de kære børn afsted i skole, vaske tøj, rydde op osv., mens andre dage kan det at skulle tilberede og spise en bolle til morgenmad være helt uoverkommelig. Det er noget, mange har rigtig svært ved at forstå - især at dagene kan være så forskellige.

Der opstår mange misforståelser og forviklinger, når autisme/ADHD verdenen møder NT (Neurotypisk) verdenen. Der er stor forskel på den måde, vi tænker og bearbejder information på. Vi, der har autisme, tænker meget konkret og logisk. Vi tager ord for pålydende og kan have svært ved at forstå ironi og sarkasme.

Min mand siger nogle gange noget ironisk til mig, og som regel “fanger” jeg det ikke og reagerer derfor ud fra det konkrete, han siger. Det giver nogle pudsige samtaler, indtil han siger: “Det var altså ment ironisk”. “Nårrrrh”, svarer jeg, og så griner vi lidt af det. Mine børn har det på samme måde. Vi kan godt fange ironien, hvis den er meget overdreven eller urealistisk, men de små mere skjulte ironier sluger vi råt.

Danskere bruger generelt meget ironi, og når man så også har lidt svært ved at aflæse ansigtsudtryk, dumper man i gang på gang. Det gør jeg i hvert fald. Tror også det handler om, at vi ikke helt forstår formålet med ironi. Hvorfor skal man sige noget, der ikke er rigtigt? I vores logiske hoveder giver det ikke mening - blot forvirring. Jeg tror dog, det er vigtigt, at vi øver os på det, især hvis vi har børn med autisme, nu når det er så stor en del af vores kultur. Vi (mest min mand) har trænet børnene i det, og jeg synes, det har gjort en forskel. De er bedre til at “fange” det, end jeg er, og kan også selv finde på at bruge ironi.

Et andet område, hvor der tit opstår misforståelser, er i forhold til det følelsesmæssige. Mange mennesker uden autisme tolker en masse i det, man siger - også nogle gange noget, der slet ikke er der. Det er som om, de har mange flere følelser med ind over.

Her kommer lige et eksempel:
Hvis min mand spørger, om jeg vil med ud at løbe en tur, og jeg så svarer: “Nej, jeg vil hellere løbe alene i dag”, så tolker han måske, at jeg ikke har lyst til at være sammen med ham og han kan føle sig afvist. Mit hoved kommer slet ikke ind på disse tanker. At jeg siger "nej", har intet med ham at gøre. Det handler om, at jeg kan være helt fyldt op i hovedet og derfor ikke har overskud til en “social” løbetur. Mine sanser kan også være i total overload, så lyden fra hans fodtrin og åndedræt bliver til “larm” i mit hoved. Hvis vi tog samme situation men med omvendte fortegn, altså at jeg spurgte min mand, om han ville med ud at løbe, og han sagde nej, ville jeg bare tænke, at han ikke havde lyst eller skulle noget andet, og så bare løbe selv. Jeg ville slet ikke tænke noget følelsesmæssigt ind i det. For mig handler det om noget konkret (en løbetur) og ikke andet.

I sådanne situationer er det meget vigtig at tale sammen, så man undgår misforståelserne. Jeg skal huske at forklare, hvorfor jeg siger nej eller reagerer, som jeg gør, og han skal huske, at jeg ikke lægger noget følelsesmæssig ind i det, forstået på den måde, at jeg kun forholder mig til det rationelt og konkret. Selvom vi har været gift i over 20 år, oplever vi stadig disse misforståelser.

Derudover har jeg meget svært ved at finde ud af, hvilke forventninger der er til mig, hvis ikke jeg får det at vide. Forventninger er jo en mærkelig størrelse. Folk regner med, at man enten kender dem eller kan regne dem ud. Sådan er det bare ikke for alle, og slet ikke for mig. Der er de ofte en gåde. Jeg kan nogle gange mærke, at jeg har gjort eller sagt noget forkert, men jeg ved sjældent, hvad det er. I de situationer kommer mit hoved virkelig på overarbejde, og analyserne sætter ind for at lave detektivarbejdet…… hmmmmmmm, hvad har jeg gjort eller sagt?

I andre situationer handler det om, at jeg skal have tingene at vide helt konkret (og gerne flere gange). For eksempel i forbindelse med aftensmaden. Vi laver hver lørdag en madplan for den kommende uge, som både står i kalenderen på vores mobiltelefoner og er hængt op i køkkenet. På trods af det, glemmer jeg, hvad vi skal spise og tænker derfor heller ikke på at tage noget ud af fryseren. Min mand tænker anderledes. For ham er det naturligt at vide, både hvad vi skal spise, og hvad vi skal bruge til at lave det, og nogen gange glemmer han, at jeg ikke tænker på samme måde. Jeg har slet ikke overblikket, og ofte er bare dét at skulle tage noget ud af fryseren en kæmpe udfordring. Jeg kan blive helt svimmel af at kigge ned i den, fordi det hele ligger hulter til bulter, og nogle gange giver jeg op, lukker låget og går igen. Det er noget af en udfordring for min kære mand, og han har derfor lært, at han skal sige helt konkret, hvad jeg skal gøre og ikke gå ud fra, at jeg ved det eller kan regne det ud. Vi har også fundet ud af, at det er en god idé, at han, hvis han ikke er hjemme, sender en sms som påmindelse (og beder mig kvittere, når jeg har gjort det).

Det med misforståelser og forviklinger gælder bestemt ikke kun i forhold til familielivet. Udfordringerne er mindst lige så store i forhold til andre, om det så er venner, kolleger, chefer, sagsbehandlere - ja faktisk alle, man kommer i kontakt med.

Det allerbedste er derfor at have en tydelig og konkret kommunikation, og sørge for at eventuelle misforståelser bliver afklaret undervejs. Det værste er, hvis man ikke får talt om tingene. Jeg synes jo, at man bare bør sige tingene, som de er, men jeg er godt klar over, at sådan er den neurotypiske verden ikke…men hvor ville livet dog være lettere, hvis folk sagde dét, de mente, og mente dét de sagde.

Intuition er evnen til at forstå noget umiddelbart uden at skulle bruge bevidst tænkning. Det handler altså om at kunne “fornemme” og “fange” ting uden egentlig at tænke nærmere over det.

Jeg er altid blevet meget imponeret over, at andre kan mærke, hvad de skal gøre eller sige. Det er som om, det er indkodet i dem. Sådan har jeg det ikke. Jeg har brug for “instruktioner”, og hvis jeg ikke har det, går jeg straks i analyse-mode.

Jeg har tit sagt til andre, at jeg “føler” og fornemmer med hovedet i stedet for kroppen. Det, jeg mener, er, at jeg ofte ikke kan “mærke”, hvad jeg føler, eller hvordan jeg skal reagere. Jeg er derfor nødt til at tænke/analysere mig frem til det - enten ved at sammenligne med lignende situationer jeg har været i, spørge min mand eller veninder til råds, gå på nettet eller rådføre mig med fagpersoner (alt efter, hvad det handler om). Det kan være meget ubehageligt at have det sådan. Man kan komme til at fremstå som følelseskold, tvivlende og ubegavet, men det er slet ikke dét, det handler om. Det handler om, at vi kan have svært ved at træffe et valg/beslutte noget, da det kræver, at vi bruger vores forestillingsevne, som jo hos langt de fleste af os er begrænset. Enten “vælger vi i blinde”, eller også skal vi have tid nok til både at indsamle den nødvendige information og bearbejde den.

En begrænsning i forestillingsevnen betyder ikke, at vi ikke har fantasi. Det kan vi have masser af. Min datter kan f.eks. skrive de mest fantastiske historier og male de flotteste malerier. Begrænsningen i forestillingsevnen handler mere om, at vi har svært ved at forestille os noget, vi ikke har prøvet eller set før. Vi skal have noget at “hænge det op på”. Jeg kan f.eks. ikke tage stilling til, om jeg har lyst til at spise på restaurant A eller B, hvis jeg ikke kender nogen af dem. Jeg kan selvfølgelig indhente en masse informationer om begge steder i et forsøg på at danne et “billede” af stederne, men før jeg har været der og smagt maden, kan jeg ikke forholde mig til det. Derfor elsker jeg at spise de samme retter på de samme restauranter HVER GANG. Jeg har ikke brug for at prøve noget nyt.

Jeg har det i det hele taget svært ved valg. Det handler jo om at kunne forudse eller fornemme, hvad konsekvenserne bliver af valget (beslutningen)…..og det er stort set umuligt for mig. Min søn brugte engang en helt fantastisk udtryk: “konsekvensangst”. Det er jo lige det, det handler om. Vi ved ofte ikke, hvad konsekvensen bliver af vores valg, og derfor har vi så svært ved at træffe dem. Vi mangler alle detaljerne og kan ikke danne overblik. Det er her, det store analysearbejde går i gang. Det er den eneste måde, jeg kan komme videre på. Derfor er det så dejligt, når andre vælger for os. Mine børn siger også tit til mig, at jeg skal beslutte dit og dat, fordi de ikke kan. Hmmm, her glemmer de så nogle gange, at min forestillingsevne er mindst lige så begrænset som deres. Det får vi meget sjov ud af - og nogle gange ender det så med, at vi kaster bolden over til min mand, som så hænger på beslutningen.

En anden ting, der kan være vanskelig, når man har en begrænset forestillingsevne, er at sætte sig ind i andres tanker, ideer og følelser og se tingene fra deres perspektiv. Det er helt klart også noget, jeg kan have svært ved. Jeg går tit ud fra, at andre tænker ligesom mig og bliver helt overrasket, når de ikke gør. Min mand siger også ret tit, at jeg ikke ser tingene fra hans side….og han har jo ret. Han er nødt til at fortælle (i detaljer), hvad han tænker og føler i forskellige situationer, ellers har jeg ingen ide om det. Det er nok noget af det, der er lidt anstrengende ved at leve sammen med sådan én som mig. Der er meget mere, der skal fortælles og forklares. Det samme gælder forventningerne til mig. Dem kan jeg heller ikke gætte mig til.

Derfor er det meget vigtigt med tydelighed og at huske, at hjerner som min tænker rationelt, logisk og konkret. Det er vejen frem!

En af de store udfordringer ved at have ADHD og/eller autisme er, at man ofte mangler det filter, andre har - dét der kan sortere i alt det, der sker omkring en. Vi tager ALT ind og har samtidig svært ved at bearbejde det og få “smidt” det ud, vi ikke skal bruge. Derfor kan vi hurtigt blive overvældede - både tankemæssigt, følelsesmæssigt og sansemæssigt.

På det tankemæssige plan oplever jeg en tilstand af konstant tankemylder (kaos). Der er rigtig mange tanker, og de flyver rundt i alle retninger inde i mit hoved som små ildfluer - mange af dem er kun “tændt” et øjeblik og afløses lynhurtigt af nye. Andre “lyser” i lidt længere tid og ender i analyser eller analyser af analyser. Jeg kan huske, at min søn engang for mange år siden forklarede det som at have konfetti i hovedet, og det er egentlig en rigtig god beskrivelse.

Nogle gange kan jeg mærke det fysisk. Det trykker voldsomt i hovedet - som om jeg har en alt for lille hue på. Jeg bliver svimmel, ryster indeni og mine kinder bliver fuldstændig røde. Jeg har dog lært at skjule det udadtil (lige med undtagelse af de røde kinder). Derfor er der ikke så mange, der opdager det. Hvis jeg ikke har mulighed for at trække mig, kan det ende med dét, jeg kalder en nedlukning, som på engelsk kaldes en “meltdown” (nedsmeltning).

En nedsmeltning er en tilstand af neurologisk kaos, hvor hjernen og nervesystemet overophedes og derfor ikke fungerer, som de skal. Det, de fleste frygter i forbindelse med nedsmeltninger, er den eksplosive adfærd, der kan følge i kølvandet. Der er mange, der tolker nedsmeltninger som raseri- eller hysteriske anfald, men det er en stor misforståelse.

Formålet med raserianfald er ofte at tiltrække opmærksomhed for at opnå noget, og når det så er sket, går det hurtigt over igen. Nedsmeltninger er faktisk lige det modsatte, nemlig en ufrivillig psykisk og følelsesmæssig reaktion på totalt overvældelse - stress. Personen kan ikke selv kontrollere det og prøver ikke på at få opmærksomhed eller at opnå noget. Ofte er vi slet ikke bevidste om, hvad der foregår omkring os.

Når vi er i en stressende situation og ikke kan se en vej ud, bliver vores hjerne bombarderet med input - både følelsesmæssige, tankemæssige og sansemæssige - hvilket resulterer i en form for kortslutning, som udløser en “kæmp eller flugt” reaktion. De eksekutive funktioner (evnen til at få ideer, planlægge, udføre, fastholde, justere, vurdere og styre en opgave) lukker ned, og gør det derfor endnu sværere at finde en vej ud af situationen.

Til sidst bliver presset så stort, at det enten ender i et voldsomt vredesudbrud, flugt eller total tillukkethed (hvor personen mister evnen til at tale eller reagere).

De fleste forældre til børn med autisme har oplevet disse “meltdowns” og mange siger, at det er noget af dét, der er sværest at håndtere. Det er en meget ubehagelig oplevelse både for barnet og dem, der er omkring det. Som forældre føler man sig magtesløse og i forsøg på at “dæmpe” barnet, kommer man hurtigt til at reagere uhensigtsmæssigt. Det har jeg i hvert fald gjort mange gange. Det har taget mig lang tid at afkode disse “meltdowns” og finde frem til en god måde at håndtere dem på - og jeg har endda den fordel, at jeg selv har prøvet at have dem (og får dem stadig). Det, man som forældre skal huske, er, at det er barnet, der rent faktisk gennemlever dette voldsomme ubehag, og at vi jo reelt “bare” er tilskuere. Partnere til voksne med autisme kan selvfølgelig også opleve disse “meltdowns”, og de vil i mange tilfælde føle sig ligeså magtesløse som forældrene - måske endda endnu mere, da det kan virke mere grænseoverskridende, når man er voksen.

Uanset om det er et barn eller en voksen, der er i totalt nedsmeltning eller godt på vej dertil, er mit råd at GIVE PLADS og RO, og IKKE STILLE KRAV OM NOGET SOM HELST. Selvfølgelig skal man sørge for, at personen ikke skader sig selv eller andre. Men INGEN SPØRGSMÅL. INGEN BERØRING. INGEN KRITIK. KUN MASSER AF ANERKENDELSE OG OMSORG - OG TAG DET IKKE PERSONLIGT.

Det er meget forskelligt, hvor længe en “meltdown” varer og hvor lang restitutionstiden er bagefter. Restitutionstiden kan være alt fra minutter til dage. Først når den er ovre, må man tale med barnet eller den voksne om det, der er sket. Hvis man gør det for tidligt, vil det kun gøre tingene værre.

Som stor teenager og voksen bliver man bedre til at mærke, når nedsmeltningerne er på vej. Jeg kan for eksempel altid mærke en trykken i hovedet ved tindingerne, som gradvist øges - herefter spreder det sig hen over toppen af hovedet, og det føles lidt som om hovedet vokser. Så ved jeg, det er tid til at “søge væk” og finde et sted, hvor jeg kan være alene. Det er virkelig ubehageligt, og nogle gange tænker jeg: “Nu sprænger hovedet i luften”. Hvis jeg ikke har mulighed for eller når at “trække mig”, glider jeg længere og længere ind i nedlukningen - jeg bliver svimmel, får kvalme og kan have svært ved at trække vejret. På det tankemæssige plan kan jeg slet ikke fungere. Helt simple ting som at tage et glas vand eller svare på et nemt spørgsmål er ikke mulige. Hjernen lukker totalt ned. Det er helt umuligt at tænke eller reagere. Det er meget sjældent, at jeg eksploderer. Jeg kommer i stedet i en form for zombie-mode. Prøv så at forestille jer at blive bedt om at skulle forholde sig til noget i denne tilstand!

Noget af det, jeg har gjort, både i forhold til mig selv og mine børn, er at lokalisere dét, man kalder “triggere” - altså det, der forårsager nedsmeltningerne. Jeg skriver dem på en liste og tilføjer nye undervejs (og sletter “gamle” som evt. er blevet overvundet). På den måde har det været muligt at undgår nogle af de situationer, der kunne føre til nedsmeltninger og samtidig arbejde på nogle strategier i forhold til dem, man ikke kan undgå. Nedsmeltningerne vil altid forekomme, men hvis man blot kan minimere antallet lidt, er man nået virkelig langt.

Når man har ADHD, kan det være meget svært at få holdt pauser, slappet af og restitueret. Især hvis man har et stort H (hyperaktivitet) ligesom mig. Der er simpelthen alt for meget gang i både hoved og krop. Impulserne kommer stormende, opmærksomheden ryger ud af vinduet, tidsfornemmelsen er lig nul og tankemylderet kører på højtryk (og det er kun oppe i hovedet). Så er der alt det, der sker nede i kroppen. Den indre uro, rastløsheden og det konstante behov for at være i bevægelse.

Pausetid er dog vigtig - både for krop og psyke. Det er meget individuelt, hvad man forstår ved pause, og hvordan man restituerer bedst. Der er mange, der har sagt til mig, at jeg skal sørge for at slappe af...... lægge mig på sofaen, læse i en bog, se en film. Det er jo nok også den gængse måde at slappe af på….bare ikke for mig. Jeg får meget hurtigt uro i hele kroppen og tankemylder og kan slet ikke fastholde koncentrationen. Hvis jeg har ro nok til at gøre det, falder jeg som regel i søvn i løbet af få minutter. Det er som om, jeg har 2 gear - enten fuld skrue eller helt bevidstløs. Der er ikke rigtig noget indimellem.

Det, jeg slapper bedst af ved, er at gå en tur i skoven med min hund, oversætte bøger, sidde ved computeren eller rydde op og organiserer ting (sætte dem i orden). Der er mange, der har sagt: “Hold da op, hvordan kan oversættelsesarbejde være afslappende?” Det kan det. Jeg tror, det er fordi, det er så forudsigeligt og struktureret. Jeg ved præcis, hvad opgaven går ud på, og så stimulerer det min hjerne…men på den afslappende måde.

Jeg er flere gange blevet opfordret til at prøve noget afspænding eller mindfulness. Jeg har læst flere bøger om emnet og hørt forskellige CD’ere, men det er utrolig svært for mig at finde roen og mærke kroppen. Jeg har for noget tid siden fundet en amerikansk bog om mindfulness til voksne med ADHD. Den har et 8 ugers træningsprogram (med CD), som jeg har tænkt mig at følge….eller i hvert fald forsøge at følge. Titlen på bogen er "The Mindfulness Prescription for Adult ADHD. Bogen er desværre ikke oversat til dansk. Den er i min vidensbank.

Mennesker med autisme har ofte brug for ekstra pauser og mere restitutionstid, fordi vi hurtigt bliver overvældet. Det kan være i forbindelse med socialt samvær, men også hvis vi får for meget information på én gang, skal noget vi ikke har prøvet før eller overvældes sansemæssigt. Der er en tommelfingerregel om, at vi skal bruge mindst lige så lang tid på at restituere, som den tid vi har været sociale. Vi har brug for tid til at bearbejde al den information og alle de indtryk, vi har fået, og efteranalysere alt det, vi selv har sagt. En af de fagpersoner, jeg har tilknyttet, siger, at jeg “analyserer i anden” - d.v.s. analyserer mine analyser. Det tager tid - især hvis jeg har modtaget meget information som f.eks i forbindelse med et møde med kommunen eller mine børns skoler, eller hvis der er løse ender, jeg ikke har styr på. Nogle gange oplever jeg en voldsom trykken i tindingen (som om jeg har et meget stramt bånd rundt om hovedet), ansigtet brænder og al informationen suser rundt oppe i hovedet uden at kunne finde de rigtige “kasser” at lægge sig i. Det er meget ubehageligt og kan stå på i flere timer. Det bedste, jeg kan gøre i de situationer, er at prøve på at få noget alenetid. Hvis jeg får det, kan jeg lige så stille “vende tilbage”.

Langt de fleste mennesker med autisme eller ADHD vil rigtig gerne vide, hvad de skal og hvornår. Det er så skønt med forudsigelighed. Det handler om at få tilstrækkelig information på det rigtige tidspunkt, så man kan få overblikket (som mange af os har svært ved) og minimere uvished og usikkerhed. Vi oplever ofte verden som usammenhængende, forvirrende og kaotisk, så jo mere vi har styr på, hvad vi skal, jo bedre trives vi.

Forudsigelig kan gives på mange måder - lige fra mundtlige beskeder til visuelle planer (med billeder og tekst), hvor hele dagens program er sat i struktur. Jeg er helt klart mest til det visuelle. Det er som om, de mundtlige beskeder ikke bliver lagret i mit hoved, og de er også vanskeligere at forholde sig til - nej, et godt billede med en tydelig tekst ….det er lige noget, jeg kan bruge.

Det er selvfølgelig forskelligt, hvor meget struktur, man har behov for, og hvordan den laves bedst. Nogle klarer det hele i deres kalender på mobiltelefonen, og andre (som mig) har brug for mere. Jeg har brug for både at have det på min mobil, computer og printet ud.

Min søn har lavet det mest fantastiske kalendersystem til min computer, som hele familien bruger. Vi har hver vores farve + en farve til “fælleskalenderen”, og vi har alle adgang til at skrive aktiviteter ind. Hver søndag skriver jeg alle aftalerne ind i fælleskalenderen for den kommende uge. Jeg skriver også hele ugens madplan ind (som vi laver om lørdagen - sammen med børnene). På den måde ved vi altid, hvad der er til aftensmad.

Når min søn f.eks. har en aftale, skriver han den ind i sin kalender og for at sikre, at jeg ser den, sender han mig en invitation. Det fungerer helt perfekt. Derudover bliver der printet en ugeplan ud til begge børn, som hænger på deres værelse. De har det ligesom mig... vi vil gerne have det på papir. Det bliver på en eller anden måde mere visuelt.

Jeg bruger ufattelig meget tid på at tænke på struktur. Det er noget af det vigtigste for mig. Det har taget lang tid at finde den rigtige form, men nu kører det... Det giver bare sådan en ro i hovedet, når jeg ved, hvad planen er.

En meget klog mand (Rydyard Kipling - forfatter af Junglebogen), skrev i 1902 følgende indledning til et digt:

"Jeg har seks trofaste tjenere
(De har lært mig alt, hvad jeg ved)
Deres navne er: Hvad, Hvorfor, Hvor, Hvordan, Hvornår og Hvem."

Cicero kom endda Kipling i forkøbet, da han allerede ca. 50 år før Kristi fødsel talte om 6 H’er: Hvem, hvad, hvornår, hvor, hvorfor og hvordan.

Jeg er helt sikker på, at det er sådan, de 8 og herefter 9 H’er er opstået.

De 9 H’er er:
1. Hvad skal jeg lave? (indhold)
2. Hvorfor skal jeg lave det? (mening)
3. Hvornår skal jeg lave det? (tidspunkt)
4. Hvor skal jeg lave det? (placering)
5. Hvem skal jeg lave det med? (personer)
6. Hvordan skal jeg lave det? (metode)
7. Hvor længe skal jeg lave det? (tidsperspektiv)
8. Hvor meget skal jeg lave?(mængde)
9. Hvad skal jeg lave bagefter? (indhold)

Og der er faktisk endnu et H.

10. Hvem kan hjælpe mig? (støtte)

Og derfor kalder jeg det nu de 10 H'er.

Efter min mening er det grundstammen i forhold til al struktur. Jeg bruger dem selv hele tiden - både til mig og børnene. Jeg har ogå lavet et skema med dem, som er lagt ind i vidensbanken.

Det er jo ikke altid, strukturen kan holdes. Der kan opstå situationer, der gør det umuligt. Sådan er det, men hold da op, hvor er det indgribende, når det sker - i hvert fald hjemme hos os. Ændringer er noget af det værste, og det kan vælte mig fuldstændig. Det gælder også for min datter, hvorimod min søn er lidt mere fleksibel (hedder det vist). Det kommer selvfølgelig an på, hvilken ændring, der er tale om.

Min mand har slet ikke samme behov for struktur. Han kan bedre lide at tage tingene hen ad vejen. Det med faste tidspunker på alting er meget stressende for ham. Han føler sig lidt fastlåst. Samtidig ved han godt, at børnene og jeg har behovet, og at vi trives bedre, når strukturen er der. Det er derfor hele tiden et spørgsmål om at finde en balance, der kan tilgodese hele familien.

Jeg har gennem årene udarbejdet rigtig mange forskellig skemaer/planer.

ADHD er jo en opmærksomhedsforstyrrelse, og det betyder blandt andet, at man kan have svært ved at fastholde, styre og regulere koncentrationen, være letafledelig, glemsom og have svært ved at planlægge og strukturere opgaver. Man distraheres af såvel ydre som indre stimuli.

Når man har problemer med opmærksomheden, kan andre komme til at opfatte én som uengageret, uintelligent eller uopdragen. Det er dog slet ikke dét, det handler om. Det handler om, at ens opmærksomhed bliver kuppet - HELE TIDEN.

Alle har prøvet at have koncentrationsproblemer. Forskellen på personer med og uden ADHD er dog bl.a., hvor tit man oplever det. Jeg kan have hele dage, hvor opmærksomheden er en by i Rusland. Jeg går i gang med rigtig mange forskellige ting, men bliver konstant afledt og intet bliver gjort færdigt. Min mand kan så se “sporene” efter mig, når han kommer hjem fra arbejde (åbne skabsdøre, tændt strygejern, vasketøjskurv med vådt vasketøj, halvtømt opvaskemaskine, papirbunker midt på gulvet, marsvin i badeværelset og et bur, der er tømt men ikke fyldt igen, støvsugeren midt på køkkengulvet og mad på køkkenbordet, som jeg har glemt at komme ind i køleskabet igen).

Jeg har heldigvis også dage, hvor jeg er mere fokuseret og får ryddet op efter mig.

Ha ha, et andet rigtig godt eksempel er lige her og nu, hvor jeg er i gang med at skrive dette indlæg. Inden for de sidste 5 -10 minutter har jeg været på Facebook - skrevet en sætning her - sendt en sms - skrevet en sætning her - chattet med min datter - skrevet en sætninger her - ringet til en veninde - skrevet en sætning her - tjekket en hjemmeside - skrevet en sætning her, og nu vil jeg ud at gå med min hund. Det er ikke i dag, jeg skal skrive indlægget færdigt. Måske i morgen.

Så blev det “i morgen”, og jeg er tilbage igen.

Der er mange, der har sagt til mig, at jeg jo godt kan koncentrere mig om nogen ting, og det er også rigtigt. Jeg kan rent faktisk hyperfokusere, når det er noget, der virkelig stimulerer min hjerne. Så kommer jeg ind i et “flow” og glemmer alt om tid og sted. Det er ikke altid lige heldigt, da alt andet omkring mig “forsvinder”. Her tror jeg også min autisme-del spiller en stor rolle. Den elsker fordybelse.

Der er dog ingen dage, der er ens. Nogle dage kan jeg holde koncentrationen i et par timer og andre dage et par sekunder. Impulserne spiller dog også en stor rolle i forhold til opmærksomheden. Jo flere impulser, der kommer farende, jo mindre kan opmærksomheden fastholdes.

Hukommelsen bliver selvfølgelig også påvirket af den meget ujævne opmærksomhed. Det er som om, jeg har for få “RAM” - der er for meget, der ikke bliver lagret i arbejdshukommelsen. Mine børn siger tit til mig: “Mor, det har du altså lige sagt” eller ”Mor, det har du jo lige spurgt om”. Så prøver jeg at se lidt humoristisk på det og siger: “Og hvad svarede du så?”

Nogle gange sker det også, at jeg kommer til at sige noget forfærdeligt sludder, fordi jeg tænker på flere ting på én gang. Der var en morgen, hvor jeg vækkede min datter og ville høre, om hun ville have en sandwich med kylling til morgenmad, men fordi jeg samtidig så fjernbetjeningen til hendes fjernsyn ligge på gulvet, fik jeg sagt: “Vil du have en fjernbetjeningssandwich til morgenmad”. En hvad, svarede hun?? Forleden, da jeg kørte min søn til stationen, talte vi om gearskift (fordi han er ved at tage kørekort), og jeg ville så forklare, hvornår jeg skiftede fra 1. til 2. gear, men samtidig lagde jeg mærke til, at solen skinnede og vejret var så fint, og så sagde jeg: “Det er så dejligt vejr i 2. gear”. Begge børn kiggede på mig og sagde: “Øhhh”, og så skreg vi alle tre af grin. De er heldigvis vant til det.

Andre gange laver jeg virkelig nogle skøre “stunts”. Jeg har for eksempel noget med mit pas. Det bliver altid væk og altid på de uheldigste tidspunkter. Jeg har glemt det på et fly i Frankfurt, hvor vi skulle flyve videre til USA et time senere. Det endte med, at 7 ansatte i lufthavnen løb rundt for at hjælpe, og at jeg i susende fart blev kørt i en lille vogn fra den ene ende af lufthavnen til den anden, mens min mand og dengang meget små børn blev efterladt i terminalen. Året efter glemte jeg passet på en færge til Tyskland. Her måtte vi vente på, at færgen sejlede til Danmark og så tilbage til Tyskland, før vi kunne få fat i passet. Der var jeg ikke særlig populær…..Jeg har også mistet det i en lufthavn i Texas, hvor jeg var med min bror. Jeg havde lige købt en ny smart håndbagage, og da jeg skulle vise passet ved indcheckning, var det væk. Jeg gennemrodede tasken, bukse- og jakkelommer. Det var pist væk. Vi gennemsøgte hele lufthavnen sammen med nogle ansatte. Vi ledte og ledte…og lige pludselig kom jeg i tanke om, at der var en lille skjult rum i håndbagagen, hvor jeg havde gemt det. Et lille hemmeligt rum, så hemmeligt, at jeg også havde glemt alt om det. Sidste år, da jeg havde sat mig i flyet i New York, lød der pludselig i højttaleren: “ We have found an american passport. It belongs to Anne Skov Jensen. Please come to the front of the plane and pick it up”. Nøj, hvor mine børn synes, det var flovt, og min mand sagde: “Ja, hvem ellers!!” Den værste pas-oplevelse var dog i år, hvor jeg skulle hjem fra London med min datter. Vi skulle selv tjekke kufferterne ind, sætte mærker på og lægge dem på båndet. Det gjorde jeg også, men i kampens hede fik jeg lagt både min datters og mit pas ovenpå kufferterne (uden at opdage det). Da vi så skulle gennem security, var passene væk. Vi ledte og ledte, og til sidste måtte jeg have fat i nogen, der kunne hjælpe os. De var meget søde allesammen - selv om det endte med, at de måtte stoppe hele kuffertbåndet, skille det ad og kravle hele vejen fra start til slut for at se, om passene lå der. Det gjorde de. Mit lå ca. halvvejs og min datters havde sat sig fast på det allersidste stykke. Det gik der så nogle timer med, og jeg var meget flov, da to mænd kom anstigende med vores pas.

Det beviser så, at jeg ikke lærer af mine “fejl”. Jeg kan begå den samme gang på gang. Det er igen det med den afbrudte opmærksomhed.

Jeg har altid haft problemer med hukommelsen. Da jeg gik i skole, var jeg altid så imponeret over alt det, de andre kunne huske. Jeg har altid været nødt til at tage en masse noter og læse tingene rigtig mange gange. Det handler om at få lavet et godt notesystem så tidligt som muligt og lave huskeord. Jeg kan huske fra min tid på Politiskolen, at vi i polititeori og færdselslære havde en masse huskeord. Det var lige noget, jeg kunne bruge - et system….og jeg elsker systemer. Det er simpelthen den bedste måde for mig at huske tingene på.

Min hukommelse er bestemt ikke blevet bedre med årene, men jeg har lært at leve med det og lært at fortælle andre om det. Min datter siger til mig, at der jo også er nogle fordele ved det: “Du kan jo se en film eller læse en bog flere gange, og hver gang du gør det, er det som om det er første gang”. Og hun har ret. Hun kan dog i modsætning til mig huske ALLE detaljerne i ALT - også noget, der ligger mange år tilbage.

Det er jo skønt, at vi lever i et teknologisamfund. Der er meget hjælp at hente. Der er næsten ingen grænser for, hvor mange apps, man kan få til at hjælpe én med at planlægge, strukturere og huske. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden min fantastiske iPhone.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så står H’et i ADHD for hyperaktivitet, og det har jeg masser af. Min søn sagde engang til mig: “Mor, du har ikke ADHD. Du har ADHHHHHHHHD, og det har han ret i.

Da jeg var barn, var jeg meget livlig og hele tiden i bevægelse. Det betød så også, at jeg tit kom til skade, fordi jeg ofte handlede hurtigt og uden tanke for konsekvenserne. Min far havde hyppige ture til skadestuen med mig, og vi havde altid masser af plaster i huset. Jeg talte også meget og højt (det kan jeg stadig finde på), og havde meget svært ved at sidde stille i skolen og ved spisebordet. Jeg kan huske, at min mor tit sagde, at jeg “myrede”, og i skolen fik jeg ofte at vide, at jeg skulle sidde stille og ikke ligge indover bordet. Det kunne de sagtens sige - det var jo ikke dem, der havde en kæmpe myreture indeni. Jeg prøvede virkelig, men det var fuldstændig umuligt.

Myreturen blev der igennem hele min skoletid - også i gymnasiet og på jurastudiet. Efterhånden lærte jeg dog at holde op med at ligge indover bordene. Jeg “hoppede” med benene istedet for (det var lidt mindre tydeligt) og “dimsede" med forskellige ting, for eksempel papirklips og viskelædere. Jeg fandt også ud af, at jeg kunne finde lidt ro ved at lave det, man kalder venepumpeøvelser. Det vidste jeg ikke, det hed, jeg kunne bare mærke, det var en fed fornemmelse, som fjernede lidt af uroen. Det har givet nogle flotte lægmuskler :-)

Jeg har læst mange steder, at den kropslige uro ændre sig, når man bliver voksen, og bliver til indre uro eller rastløshed. Hmmm, jeg er nok bare én af de heldige, der både har indre uro, rastløshed OG kropslige uro. Jeg har stadig et lige stort behov for at være i bevægelse. Det har dog hjulpet lidt, efter jeg har fået medicin.

Inden medicinen trænede jeg helt vildt…op til 9 træningspas om ugen, hvilket vil sige, at jeg flere dage trænede mere end én gang. Jeg har senere fået at vide af flere fagfolk, at det har været en form for selvmedicinering. Både for at fjerne den konstante uro, men også fordi jeg ikke rigtig kan mærke mig selv og min krop. Når jeg træner, går jeg virkelig til den. Der er mange, der gennem årene har sagt til mig, at når jeg gør noget, gør jeg det ekstremt. Når jeg løber, har jeg heller ingen fornemmelse af, hvor hurtigt jeg løber. Det er jeg nødt til at aflæse på et pulsur.

Min autisme spiller selvfølgelig også ind i forhold til træningen. Alt bliver sat i system, og jeg elsker systemer, planer, skemaer….og de bliver jo lavet for at blive overholdt. Hvis jeg for eksempel skal løbe om mandagen, så løber jeg om mandagen…også selvom jeg er træt eller sløj. Jeg tænker ikke (som de fleste andre). Hmmm, jeg har det ikke så godt i dag, så jeg må hellere lade være. Der står jo på skemaet, at jeg skal løbe, og så løber jeg.

Hyperaktivitet bliver ofte beskrevet negativt, når man taler om ADHD. I mit tilfælde har det dog også været en stor styrke - en motor, der har drevet og stadig driver mig ud i nogle fantastiske oplevelser. Jeg tror heller aldrig, jeg var kommet igennem jurastudiet, hvis jeg ikke havde haft ADHD. Det var uden tvivl min drivkraft. Selvfølgelig er der også en negativ side. Jeg bliver meget hurtig utålmodig, har meget tankemylder, rigtig svært ved at stå i kø og kan komme til afbryde andre (det er dog ikke for at være uhøflig, det er fordi, jeg er bange for at glemme dét, jeg vil sige) … bare for at nævne nogle af dem….og så er der selvfølgelig den konstante uro i koppen.

Noget af det bedste, jeg har, er min kugledyne. Den giver både ro i kroppen og hovedet. Jeg sover med den hver nat, og til tider bruger jeg den også i løbet af dagen, hvis jeg skal have beroliget mit nervesystem. Den har også forbedret min nattesøvn. Min mand synes godt nok, den larmer meget, når jeg vender mig, men jeg tror efterhånden, han har vænnet sig til den.

Mange mennesker med Aspergers syndrom har det, man kalder særinteresser. Det er dog ikke alle. En særinteresse beskrives ofte som en intens optagethed af bestemte emner med en helt usædvanlig grad af intensitet eller fokusering. Der er ofte enten tale om en samling af bestemte genstande eller en tilegnelse af viden om et eller flere bestemte emner.

Jeg er ikke så vild med udtrykket “særinteresse”. Det har på en eller anden måde en negativ klang og bliver ofte opfattet som en negativ side af autisme, der blandt andet forstyrrer muligheden for at opnå bedre sociale kompetencer. “Særinteresser” kan dog efter min mening også være positive. Selvfølgelig kan de fylde så meget, at de dominerer alt….og så er det et problem, og især hvis man fravælger alle andre aktiviteter - herunder socialt samvær. Det er dog sjældent selve interessen, der er problemet - snarere fokuseringsgraden og intensiteten.

Efter min mening bør man kalde det en hobby, selvom der nok er mange, der vil sige, at en særinteresse er meget mere intens end en hobby. Man kunne også kalde det en specialist-interesse. Det er jo det, det er. Jeg vil dog her på hjemmesiden kalde det “særinteresse” (selvom jeg ikke bryder mig om ordet), da det er den betegnelse, der bruges her i landet. Jeg vil nødigt forvirre nogen.

Jeg har haft mange særinteresser gennem årene - og det har begge mine børn også. Vi har alle tre oplevet, at interesserne skifter. Vi kan også have mere end én ad gangen. Det er ikke sådan, at jeg sætter mig ned og beslutter, at nu skal dét og dét være min nye særinteresse. Det er mere som om, de kommer listende ind på mig. I begyndelsen er min interesse måske ikke så stor….og så lige pludselig…..bang….så er jeg totalt “fanget ind” af den - dybt fascineret - og vil bare vide mere og mere og mere. Særinteresserne kan forsvinde lige så hurtigt, som de kommer. Nogle få af dem har jeg dog stadig.

Jeg kan huske min første særinteresse. Bamser…….jeg elskede mine bamser og brugte næsten al min tid på dem. De var overalt på mit værelse………sat op i en hel bestemt orden, og jeg havde en kæmpe samling….(som jeg har endnu), der skulle sættes på min seng - det helt rigtige sted - hver morgen og flyttes omhyggeligt hen et andet sted hver aften. Efterhånden som jeg blev ældre og begyndte at læse, var der flere emner, der optog mig meget. Som 13-14 årig var det kroppen og især musklerne. Jeg læste mange bøger om emnet - også lærerbøger fra medicinstudiet. Det var virkelig fascinerende, og der blev taget mange noter undervejs, som blev grupperet og gemt.

Gennem årene har jeg haft flere særinteresser bl.a. film, musik, tøj, styrketræning, løb, svømning, cykling, triathlon, jura, udvælgelse og oversættelse af bøger, ADHD og autisme….jeps du læste rigtigt…..man kan også have ADHD og autisme som særinteresse. Det er der faktisk en del mennesker med autisme, der har - både i Danmark og i udlandet.

Mange af mine interesser er jo helt almindelige, vil mange tænke, så hvad er det så, der gør dem så særlige? Svaret er måden, jeg dyrker interessen på…..intensiteten og omfanget. Lad mig komme med et eksempel:

Da jeg besluttede mig for at styrketræne, gik jeg ikke bare ned i træningscentret nogle gange om ugen. Nej, jeg lavede min stue om til træningscenter med forskellige træningsmaskiner, håndvægte og vægtstænger, læste masser af bøger om både styrketræning og kredsløbstræning, købte tykke bøger fyldt med øvelser til alle de forskellige muskelgrupper og gik til foredrag rundt omkring i landet. Derudover hentede jeg også træningsprogrammer på nettet, læste masser af artikler, abonnerede på flere forskellige træningsmagasiner fra forskellige lande, hyrede en personlig træner, fotograferede alle øvelserne, købte store plakater med billeder af alle kroppens muskler, udvidede løbende mit udstyr, købte pulsur og nørdede pulstræning, læste en masse om træning med bolde, crosstraining og roning. Læste rigtig meget omkring kost og ernæring, fulgte flere forskellige kostprogrammer, gik til diætist og købte træningstøj med kompression.

Selvom der nu er gået mange år, siden jeg som 17 årig begyndte at styrketræne, indsamler jeg fortsat meget information - Der er nu kommet et væld af apps til iPhone og iPad til stort set alle former for træning. Dem har jeg også købt en masse af og afprøvet.

Jeg laver stadig meget fysisk træning, ialt 6 dage om ugen, men nu laver jeg kun ét træningspas om dagen. Tidligere kunne jeg godt finde på både at løbe og svømme eller styrketræne og cykle samme dag.

Det er fuldstændig samme mønster i forhold til de andre særinteresser, jeg har og har haft. Der er ikke noget at sige til, at det godt kan komme til at fylde ret meget. Min mand siger da også jævnligt til mig: “Nu er du da vist helt opslugt af din særinteresse, hva?”…..og så ved jeg, at det er tid til at gå i gang med noget andet eller skifte emne…….”Nåh, hvordan er det så gået på arbejde i dag, min skat?” er jo altid en god sætning.

Jeg har ofte brugt mine børns særinteresser til at motivere dem til forskellige ting. Det er en fantastisk måde at komme i dialog med dem på, og de kan også bruges i forbindelse med belønningssystemer. De kan også med stor succes bruges i undervisningen i skolen. Man kan både skrive essays, laver powerpoints, plancher, træne informationssøgning på nettet og lave mundtlige fremlæggelser om sin særinteresse... og måske også dække endnu flere fag, afhængig af hvad særinteressen er.

Nogle mennesker lever også af deres særinteresse......og hvem ville ikke elske at arbejde med noget, man virkelig brænder for.

Børn og voksne med autisme eller ADHD er mere følsomme overfor stress end neurotypiske, og stressen kan have store konsekvenser for os. Der kan være mange årsager til vores høje stressniveau.

Alene sanseudfordringerne kan medføre massiv stress. Når jeg for eksempel er ude at gå med min hund, tænker jeg hele tiden på, om der nu er en bil, der dytter. Det er noget af dét, der forskrækker mig allermest. Hjertet hamrer løs, og jeg kan pludselig blive helt varm i ansigtet…….bare af at vente på, om en bil nu kan finde på at dytte. Hvis det så sker, kan jeg mærke det i kroppen meget længe. Jeg har derfor valgt at gå i skoven med min hund, hver gang vi går tur.

Jeg er også skrækslagen for balloner og bolde, så børnefødselsdage og skolegårde har aldrig været mit store nummer. Og så er der alle de andre sansebombardementer, vi er udsat for hver eneste dag.

Manglende søvn gør også én mere sårbar overfor stress. Det kan jeg i hvert fald mærke. De nætter, hvor jeg kun sover 3-4 timer gør, at jeg lettere bliver stresset dagen efter. Overskuddet er simpelthen mindre - og det er jo overskuddet, der er altafgørende i forhold til hvilke krav/udfordringer, vi kan håndtere.

Ligesom stress er angst meget udbredt blandt børn og voksne med ADHD eller autisme. Det er også meget indgribende i vores hverdag og liv i det hele taget. Jeg har hørt mange sige, at angsten er det værste ved at have disse profiler.

Angsten har et biologisk formål, nemlig at advare om fremtidige farer samt motivere og få os til at kæmpe imod eller undgå disse farer (fight or flight). Det er jo egentlig en sund forsvarsmekanisme. Problemet er bare, at det jo er noget møg, hvis man oplever at stå i disse situationer alt for tit.

Der er mange former for angst, og det kan komme af mange forskellige grunde. Det høje stressniveau gør os selvfølgelig mere sårbare i forhold til at udvikle angst.

Social angst er nok en af de mest udbredte typer blandt mennesker med autisme og ADHD, og det er egentlig ikke så underligt. Mange af os har mange mislykkede forsøg på at indgå i sociale relationer bag os og har oplevet gentagne afvisninger fra jævnaldrene. Mange har også oplevet decideret mobning. Bevidstheden om, at man er anderledes, kan være meget smertefuld. Vi kan hurtig stå tilbage med en forkerthedsfølelse - altså at vi ikke gør eller siger det “rigtige”... det, der forventes. Når man er skruet sådan sammen, at man skal bruge intellekt i stedet for intuition, så er man på hårdt arbejde - og det medfører meget tvivl og usikkerhed... og meget stress.

Det kender jeg også fra mig selv. Hver eneste lille detalje bliver vendt og drejet i hovedet, når jeg er i sociale “settings". Vil det være ok, jeg siger sådan og sådan? Overtræder jeg nogens grænser? Provokerer jeg dem? Kommer jeg til at virke dum? eller bedrevidende? Taler jeg for meget? eller for lidt? Hvad bliver jeg spurgt om? Hvad skal jeg mon svare? Er det noget, jeg bør vide? Kan jeg tillade mig at spørge om det og det? Er det for privat? Jeg vil jo heller ikke virke ligeglad! Har jeg det rigtige tøj på? Har jeg nok øjenkontakt? Hvad med mit fodtøj? Er det for kikset? Hvem er det nu, der er sammen med hvem? Hvor længe skal jeg blive siddende? Hvordan var det nu med….familie, job eller hvad det nu er, der er vigtigt at huske i forhold til de enkelte? Hvordan kommer jeg ud herfra på en diskret måde? o.s.v, o.s.v.

Angst kan ligesom stress komme af sansemæssige stimuli - overstimulering. Vi, der er meget sansesensitive, er hele tiden på vagt over for potientielle ubehagelige oplevelser. Kroppen er derfor i konstant alarmberedskab, og det er en kæmpe stressfaktor, som kan medføre angst. Kommer der nu en høj lyd? Får jeg noget, der smager stygt? Pyha, her lugter bare rigtig grimt. Øv øv, nu har jeg fået en bluse på, hvor mærkerne i nakken stikker. Hold da op, hvor er her varmt (eller koldt), og folk taler meget højt. Det ringer helt for mine ører og der er en lampe, der blinker...

Jeg kender mange med autisme, der har fobier. Ikke mindst mig selv og mine børn. Jeg har lige kigget på listen over alle de fobier, der findes og kan nikke genkendende til ret mange af dem. Nu er der jo selvfølgelig forskel på at være bange for noget og så at have angst, men jeg er ikke i tvivl om, hvornår jeg mærker reel angst. Hele kroppen mærker det... og reagerer på det.

Både min søn og datter kan for eksempel slet ikke være udenfor, hvis der er “flyvedyr”, og det er der jo desværre mange måneder om året. Jeg er heller ikke helt vild med dem. Vi spiser for eksempel ALDRIG udenfor. Selvom der ikke er flyvedyr i nærheden, er tanken om, at de kan komme, alt for overvældende. Vi har derfor taget konsekvensen af det og spiser nu altid indenfor...i hvert fald tre af os. Min mand holder virkelig af at spise udenfor, så det gør han af og til... og det skal der også være plads til.

En anden ting, der kan medføre angst, er vores perfektionisme. Både mine børn og jeg har meget høje forventninger til os selv - også tit nogen, der er urealistiske. Vi ved det godt, men det betyder ikke, at vi kan ændre det eller kompensere for det. Det er jo på nogle måder skønt at være perfektionist, men når det bliver for indgribende, bliver det problematisk. Det handler jo om, at vi gerne vil have, at tingene bliver gjort ordentligt (efter vores hoved) eller måske rettere sagt bliver gjort på den helt rigtige måde (igen efter vores hoved). Uanset hvor mange, der fortæller os, at det er godt nok... er det ikke godt nok, før VI SELV synes det. Jeg har mange gange sagt til mine børn, at det var helt super fantastisk, det de gjorde... men hvis de ikke er enige, er der ikke noget at gøre. Min mand siger, jeg er fuldstændig på samme måde.

Jeg tror også, mange af os har en forventning om, at andre vil bedømme os negativt. Det er vores udgangspunkt, og det er rigtig svært at ændre, skulle jeg lige hilse at sige. For mit vedkommende er jeg ofte usikker på mig selv, og konstant i tvivl om jeg siger og gør det rigtige. Jeg kan ikke “fornemme” det indeni, som jeg har hørt neurotypiske kan. Derfor skal jeg have fat i mit “analyseapparat” og se, om jeg kan analysere mig frem til det. Nogle gange kan jeg og andre gange ikke. Den konstante tvivl er meget opslidende og helt klart med til at give både stress og angst.

Vores begrænsede forestillingsevne og sensitivitet i forhold til ændringer og skift kan også være en medvirkende årsag til angst. Jeg har for eksempel rigtig mange systemer……..til næsten alt, og hvis de bliver ødelagt eller ændret af dem omkring mig, kan jeg virkelig mærke angst. Det kan sende mig direkte ind i en nedsmeltning. Jeg mister overblikket og bliver handlingslammet, og der kan gå lang tid, inden jeg har fået opbygget et nyt system. Nogle gange kan jeg gøre det alene, andre gange kan jeg kun ved hjælp fra andre. Når forestillingsevnen er begrænset, er det svært at danne nye systemer, især hvis det skal ske hurtigt. SO DON’T MESS WITH MY SYSTEMS :-)

Hvis man er meget plaget af angst, er det virkelig vigtig at få hjælp. Jo mere man “bare” undgår de situationer, der fremkalder angsten, jo større bliver den...

Jeg har med god virkning fået hjælp fra psykologer i forhold til nogle af mine forbier. Det er selvfølgelig en stor fordel, hvis de ved noget om autisme og ADHD.

Det spørgsmål er der nok mange, der har stillet sig selv - nok mest teenagere og voksne. Det har jeg i hvert fald gjort mange gange. Jeg har tit tænkt, at jeg bare skulle tage mig lidt mere sammen og blive bedre til…..hvad det nu end var, jeg ikke var så god til. “I morgen vil jeg prøve at tage mig mere sammen og få bedre styr på tingene. Hvor svært kan det være?”. Problemet er bare, at det jo aldrig bliver “i morgen”, fordi jeg har jo Asperger og ADHD, og derfor bliver det jo ikke anderledes.

Det var især i begyndelsen, jeg tænkte sådan. Nu hvor der er gået nogle år, har jeg efterhånden fået overbevist mig selv om, at den er god nok. Erkendelse er jo også en process. Det tager tid og måske også længere tid, hvis man - som mig - er diagnosticeret ret sent. Jeg fik først ADHD diagnosen, da jeg var 45 år og Aspergerdiagnosen, da jeg var 48. Jeg har derfor været heldig at få lov til at gå igennem hele erkendelsesprocessen to gange :-)

Når man - som - mig har levet i mange år (hele mit liv) med en følelse af at være anderledes, er det ret “syret” pludselig at få en forklaring. Pludselig er der en masse, der giver mening. “Nåååårrhhh, det er derfor, jeg er sådan og sådan….. eller tænker og reagerer sådan og sådan”.

Det er jo egentlig noget pjat at blive i tvivl, for jeg har det jo stående sort på hvidt med mange udførlige beskrivelser. Jeg tror, der er flere ting, der spiller ind her. Det ene er omgivelserne og deres reaktioner: “Det kan man da ikke se på dig” - “Nårh, det kender jeg godt, sådan har jeg det også” - Nej, du kan ikke have autisme og ADHD, du har jo læst jura” - “Hold da op, det kan man ikke mærke på dig” - “Du er da slet ikke som Rain Man” - “Du kan da godt være social!” - “Det kan da ikke passe, du hænger jo ikke i gardinerne” - “Det har ikke noget med autisme eller ADHD at gøre, sådan har alle mødre det” o.s.v. o.s.v. o.s.v.

Noget andet, der spiller ind, er alt det, man læser og hører om autisme og ADHD og ikke mindst alle de myter, der er forbundet med det….og dem er der mange af, skulle jeg lige hilse at sige.

Og så er der også forskel på drenge- (mande) og pige- (kvinde) profilen. De fleste kender kun til drenge- (mande) profilen, og tror så, at det er sådan, pigerne også er. Noget af det, der blandt andet kendetegner os piger (med autisme) er, at vi som regel er mere socialt bevidste og virker til at have bedre sociale kompetencer. Vi kan være rigtig gode til at “spejle” os i andre - altså at observere og kopiere dét, andre gør. Vi “låner” lidt hist og pist. Vi er ofte rigtig gode til at kompensere for vores udfordringer og fremstå “normale”, men det gør ikke vores udfordringer mindre - næsten tværtimod. Jo mere vi kompenserer, jo mere slider det på os, fordi vi jo lever ud fra andres forventninger, og ikke ud fra det, der virker rigtigt for os. Vi kæmper ofte med lavt et selvværd og en “forkerthedsfølelse”, og så er vi rigtig gode til at (over) analysere ALT. Det er jeg i hvert fald. Hold da op, hvor kan hjernen snurre hurtigt.

Jeg ved godt, at nogle af de udfordringer vi Aspier og ADHD’er har, er noget alle kender til. Hvem har ikke prøvet at glemme aftaler eller andet - være impulsiv - forlægge ting - glemme at betale regninger - ikke kunne finde de rigtige ord at sige - ikke kunne mærke, hvad der var det rigtige at gøre - glemme hvad folk hedder, og hvordan de ser ud - blive forskrækket af høje lyde - have en t-shirt på, der stikker i nakken (på grund af mærket) - være ængstelig - ikke at kunne vælge, hvilket tøj man skal tage på - være stresset!!

Det har næsten alle prøvet. Forskellen ligger blandt andet i mængden af udfordringer, og hvor hyppigt vi havner i en “besværlig” situation. Jeg oplever at stå i én mange gange HVER DAG. Jeg er heller ikke i tvivl om, at vi er meget mere stresssårbare. Alene det sansemæssige “trigger” vores nervesystem voldsomt - i hvert fald for mit vedkommende. At skulle observere andre (for at træne social adfærd) koster som sagt også en del energi. Jeg tror mange af os går med konstant “forkerthedsfølelse”

Nu har jeg til gengæld valgt at være mere “mig”. Det har dog taget noget tid at give mig selv lov til det. Det er også en process, men min holdning er helt klart, at det er bedst at være den, man er. Jeg er jo stadig den samme Anne, jeg har været hele tiden…nu har jeg bare fået en forklaring på, hvorfor jeg er lidt anderledes end de fleste. Ikke dårligere - ikke bedre - bare anderledes :-)

Myte: Autisme er en sygdom

Fakta: Autisme er ikke en sygdom, men en neurologisk betinget udviklingsforstyrrelse. Det er en kompliceret tilstand, som kan være forårsaget af en anderledes udvikling af hjernen eller andre biologiske faktorer.

Myte: Autisme skyldes MFR vaccine

Fakta: Nej, det er ikke tilfældet. Både kliniske og omfattende epidemiologiske undersøgelser fra bl.a. England, Finland, USA og Danmark taler klart imod, at der er en sammenhæng mellem MFR-vaccination og udvikling af autisme. Verdenssundhedsorganisationen WHO har konkluderet det samme. Det har endvidere vist sig, at flere af de undersøgelser, der oprindeligt postulerede en sammenhæng, var baseret på falske resultater.

Myte: Autisme skyldes “Køleskabsmødre”.

Fakta: I 1940’erne opstillede den østriske læge Bruno Bettelheim en teori om, at autisme var et resultat af følelseskolde forældre (især mødre), der ikke formådede at give deres børn tilstrækkelig kærlighed og omsorg - deraf navnet “køleskabsmødre. Denne teori er heldigvis blevet aflivet for mange år siden. Autisme har absolut intet at gøre med opdragelse, eller hvordan forældre behandler deres børn.

Myte: Mennesker med autisme kan ikke mærke eller udtrykke egne følelser.

Fakta: Mennesker med autisme har ligeså mange følelser som alle andre. Forskning peger på, at mennesker med autisme har et livligt indre følelsesliv, men at problemerne opstår i forhold til at udtrykke og sætte ord på de følelser, de oplever.

Myte: Mennesker med autisme ønsker ikke at være sociale.

Fakta: Der er stor forskel på, hvordan man fungerer i sociale situationer. Selvom mange mennesker med autisme oplever vanskeligheder på det sociale område, kan de sagtens have venner, være i parforhold og få børn.

Myte: Mennesker med autisme har ingen fantasi.

Fakta: Mennesker med autisme kan sagtens skabe fantasiverdener. Derimod kan de være udfordret i forhold til deres forestillingsevne - altså have svært ved at forestille sig ting, de ikke har prøvet før.

Myte: Aspergers syndrom er en mild form for autisme.

Fakta: Det er ikke korrekt. Selvom mennesker med Aspergers syndrom, i modsætning til mennesker med infantil autisme, har tidligt talesprog, har de ikke mere eller mindre autisme end dem, der har en anden diagnose inden for spektret.

Myte: Mennesker med autisme ønsker ikke at have venner

Fakta: Mennesker med autisme er udfordret i forhold til sociale færdigheder, hvilket kan gøre det sværere for dem at interagere med jævnaldrende. Langt de fleste har dog et meget stort ønske om at få venner.

Myte: Det er kun børn, der har autisme

Fakta: Nej, autisme er en livslang udviklingsforstyrrelse, som ikke kan kureres. Børn med autisme vokser derfor op og bliver voksne med autisme.

Myte: Mennesker med autisme kan ikke lære noget.

Fakta: Får personen den rette hjælp og støtte, kan han eller hun komme til at udnytte sit fulde potentiale. Der er mange mennesker med autisme, der har videregående uddannelser.

Myte: Autisme kan helbredes.

Fakta: Nej, der findes ingen kur mod autisme. Det er en neurologisk betinget tilstand, der ikke kan helbredes, men den rigtige behandling kan lette nogle af symptomerne. Der findes dog ingen medicin, kost eller terapi, der kan “fjerne” autismen.

Myte: Børn med autisme skal lære at have øjenkontakt.

Fakta: “Øhh, Nej. For nogen er øjenkontakt fysisk smertefuldt. Andre kan have svært ved at holde koncentrationen, når de både skal have øjenkontakt og tale.

Myte: Mennesker med autisme er ligesom i filmen “Rain Man”.

Fakta: Autisme er en spektrumforstyrrelse, som betyder at dens egenskaber varierer betydeligt fra person til person. Kender man én person med autisme betyder det netop det, at man kender én person med autisme. Hans eller hendes evner og udfordringer er ikke nødvendigvis de samme som hos et hos andet menneske med autisme. Mange går ud fra, at alle med autisme også er savanter, men det er slet ikke tilfældet. Man regner med, at ca. 1 ud af 10 med autisme har savant-evner. Man kan godt være savant uden at have autisme.

Myte: Mennesker med autisme har ingen humor.

Fakta: De har masser af humor! For nogen kommer det selvfølgeligt mere naturligt end andre. Mennesker med autisme kan have svært at “fange” ironi og sarkasme, men humoren mangler på ingen måde.

Myte: Mennesker med autisme har ingen empati.

Fakta: Problemet er ikke mangel på empati, men at mennesker med autisme ikke viser empati på samme måde som neurotypiske.

Myte: Alle mennesker med autisme er genier.

Fakta: Nej, det er de ikke. Ligesom alle andre har de hver især styrker og udfordringer og forskellig IQ. Mange har dog en særinteresse, som de har en enorm viden om.

Myte: Der er autisme-epidemi.

Fakta: Det er vigtigt at slå fast, at autisme ikke en sygdom. Det er rigtigt, at der er flere, der får stillet diagnosen end tidligere. Nogle forskere mener, at stigningen i autismediagnoserne bl.a. skyldes et større kendskab til autisme både blandt fagfolk og forældre samt bedre diagnostiske metoder.

Myte: Mennesker, der har ADHD, er dovne og uintelligente og mangler viljestyrke.

Fakta: Det er helt forkert. Faktisk har ADHD intet med intelligens eller beslutsomhed at gøre. ADHD er en neurologisk forstyrrelse, der gør, at hjernen fungerer på en anden måde.

Myte: ADHD skyldes miljømæssige faktorer.

Fakta: Miljømæssige faktorer er ikke årsagen til ADHD, men miljø kan have en medvirkende effekt på udviklingen af diagnosen.

Myte: Sukker øger ADHD symptomerne.

Fakta: Der er ingen videnskabelige beviser for, at sukker eller sødemidler forårsager eller forværrer ADHD symptomer. En kost med meget sukker kan dog medvirke til, at barnet bliver hyperaktivt og derefter irriteret på grund af stigning og fald i blodsukkeret.

Myte: Børn med ADHD vokser som regel fra det, når de bliver teenagere.

Fakta: Man har tidligere troet, at ADHD forsvandt med alderen. I dag ved man, at det ikke er noget, man vokser fra. ADHD er et livslangt handicap som kræver livslang behandling og støtte. Symptomerne forandre sig fra barndom til voksenliv, hvilket også betyder at udfordringerne kan ændre sig. Det er også muligt at få tilegnet sig hensigtsmæssige strategier, så ADHD symptomerne mindskes.

Myte: Medicinering af ADHD vil sandsynligvis på længere sigt forårsage misbrug af forskellig art eller give helbredsmæssige problemer, specielt hvis medicinen gives til børn.

Fakta: Risikoen ved medicinsk behandling af ADHD er minimal ved brug af passende medicin, hvorimod risikoen for et dårligt livsforløb ved ikke at bruge medicin er meget stor. Den medicin, der bruges til at behandle ADHD, er blandt de bedst testede indenfor alle sygdomme.

Myte: Alle mennesker har symptomer på ADHD, men de, der har tilstrækkelig indsigt og intelligens, kan overvinde disse vanskeligheder.

Fakta: ADHD rammer mennesker på alle intelligensniveauer. Selvom alle kan have ADHD-lignende symptomer i stressede situationer, er det kun dem med kroniske og svære forstyrrelser, der får diagnosen ADHD.

Myte: Mennesker med ADHD skal bare tage sig sammen.

Fakta: ADHD kan godt ligne et viljestyrkeproblem, men det er det ikke. Det er i bund og grund et kemisk problem i hjernes “styresystem”. Mennesker med ADHD har en neurologisk betinget udviklingsforstyrrelse og har en nedsat mængde eller virkning af specifikke signalstoffer (noradrenalin og dopamin) flere steder i hjernen.

Myte: ADHD skyldes dårlig opdragelse, dårlig opvækst eller dårlig ernæring.

Fakta: Når et barn med ADHD buser ud med et svar eller rejser sig fra sin plads i klassen, er det ikke fordi, han eller hun ikke har lært, at disse adfærdsmønstre er forkerte. Det er fordi han eller hun ikke kan styre sine impulser. Forklaringen findes i hjernens kemi, ikke i opdragelsen, opvæksten eller kosten.

Myte: ADHD er blot en diagnose, som læger bruger til at hæfte på vanskelige børn.

Fakta: ADHD har været en udviklingsforstyrrelse i mange år, og fordi lægerne får mere og mere viden om ADHD og derved bliver bedre til at identificere det, er ADHD-diagnosen mere almindelig nu, end tidligere.

Myte: Jeg troede ikke piger kunne have ADHD, men kun at det ramte hyperaktive drenge.

Fakta: Både drenge og piger kan have ADHD, men 2-3 gange flere drenge får stillet diagnosen, Piger er ofte mindre impulsive og hyperaktive, men det betyder ikke, at de ikke kan have ADHD. Desværre bliver pigerne ofte overset i skole- og behandlingssystemet, da de som regel er mere stille og indadvendte, og de bliver også generelt senere diagnosticeret.

Myte: Hvis blot forældrene opdragede deres børn som i gamle dage, ville børnene ikke have denne forstyrrende og upassende adfærd.

Fakta: ADHD har INTET med dårlig eller manglende opdragelse at gøre. ADHD er en forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. Forældrenes engagement i behandlingen (adfærdsregulerende strategier og/eller medicin) har selvfølgelig stor betydning i forhold til, hvordan børnene håndterer deres ADHD-symptomer.

Myte: Han kan da umuligt have ADHD! Han har ingen problemer med at koncentrere sig om dét, han kan lide, for eksempel computerspil.

Fakta: Selvom man godt kan koncentrere sig om bestemte ting, kan man stadigvæk godt have ADHD. Mennesker med ADHD har i perioder svært ved at udføre bestemte opgaver, men de kan (ligesom de fleste) godt koncentrere sig om noget, der interesserer og stimulerer dem, som f.eks. computerspil.

Myte: ADHD er en modediagnose.

Fakta: Det hører man rigtig tit både i den offentlige debat, blandt familiemedlemmer og venner, i medierne og i forskellige fora på internettet . JA! Antallet af diagnosticerede med ADHD er steget voldsomt i de seneste år. Forklaringen er, at der i dag er større viden omkring diagnosen, hvilket medfører et større fokus på de børn og voksne, der har symptomer på ADHD. Lærer og pædagoger er også blevet bedre til at opdage børn, der udviser ADHD symptomer.

Myte: Personer med ADHD kan ikke have depression, angst eller anden psykisk sygdom.

Fakta: Personer med ADHD har seks gange større risiko for at få andre psykiatriske eller indlæringsmæssige vanskeligheder. ADHD falder sædvanligvis sammen med andre psykiatriske tilstande, f.eks autisme eller OCD.